Kan Løkke vinde et valg i morgen?

Kan Løkke vinde et valg i morgen?

30. april 2019 0 Af kasperrisager

Spoiler: Nej.

Eller det vil sige, det ville kræve fire nordatlantiske mandater og en 25’er med den 25-sidede Dungeons and Dragons terning.

Men hvor kommer de tal fra? Og hvilken høj hat er de trukket op af?

Hvis du ikke gider læse længere, så smut forbi siden udforsk og lav dit eget flertal, eller kig på dashboard hvor vi samler nogen for dig. Men jeg synes altså du skal læse videre.

Fra meningsmålinger til sandsynlighed

Sagen er den, at meningsmålinger i Danmark altid bliver formidlet ud fra, hvor mange procent det enkelte institut vurderer stemmer på hvert parti. Hvis man endelige snakker usikkerhed, så består det som oftest i at konstatere hvor stor den statistiske usikkerhed er på den pågældende måling.

Det er der sådan set ikke noget i vejen for. Men man kan gøre endnu mere, for meningsmålinger og valgresultater er data, og dem kan man få til at sige mere end man lige skulle tro. Vi har haft meningsmålinger flere valg tilbage, og vi kan faktisk sige en del om, hvor tæt meningsmålingerne rammer valgresultaterne.

Når man har gjort det, kan man vende processen på hovedet, og begynde at lave valgresultater som er i overensstemmelse med meningsmålingerne, og med de observerede forskelle mellem meningsmålinger og valgresultater.

Og så laver man rigtig mange. Vi laver 10.000 tilfældige, men lige sandsynlige udfald af valget. Nogen rammer måske meningsmålingerne, andre giver 6 % til Nye Borgerlige og andre igen laver måske en jordskredssejr til Socialdemokratiet. Fælles er, at vi kan udregne mandatfordelingen.

Blandt de 10.000 valgresultater kan vi så se på, hvor mange som repræsenterer en bestemt hændelse. Hvad er sandsynligheden for at Alternativet misser spærregrænsen? Tæl op hvor mange gange det sker af de 10.000 og del med 10.000.

Dette kaldes teknisk en Monte Carlo-metode, fordi den er baseret på at trække en masse tilfældige tal. Denne metode er meget udbredt i naturvidenskab og finansmatematik, men er kun ved at vinde indpas i samfundsvidenskab. I USA har den været brugt til valg i 10 år, men i Danmark har vi ikke set den brugt sådan for alvor.

Hvad siger det så om valget?

I gennemsnit (sidste måling 28. april) står rød blok til at få 96 mandater uden Nordatlanten. Med 95% sandsynlighed vil de få fra 89 til 103. Sagt med andre tal, så kan rød blok sikre sig regeringsmagten med 97% sikkerhed – hvis der var valg i morgen.

Men kan de klare sig uden Alternativet? Det er lige på vippen med 48%. Det kan vi illustrere med denne grafik som du kan følge på siden dashboard

Den røde bjælke repræsenterer sandsynligheden for at rød blok får 90 mandater uden Alternativet og den grønne sandsynligheden for at de 90 mandater kun kommer med hjælp fra Alternativet. De grå repræsenterer at der skal bruges nordatlantiske mandater for at nå 90, og aller længst ude ser vi sandsynligheden for at blå blok kan danne regering alene.

Lige nu følger vi dette flertal og muligheden for et S+F+O-flertal. Hvis der er andre ting I vil have fulgt, så skriv på facebook eller twitter, så skal vi se hvad vi kan gøre

For at blive inspireret, kan du gå ind på siden udforsk hvor du selv kan sammensætte et flertal, eller bare et blokerende mindretal. En A+O+Ø-kombination kunne måske være en mulighed?

Passer det så?

Ved sidste valg kørte vi en model som antog at meningsmålingerne nok ramte rimelig godt. Det var altså ikke meningen at vi ville tilføje mere information end det meningsmålingerne gav. De betød at vores prognoser ramte lige så skævt som meningsmålingerne.

Denne gang har vi foredret værktøjskassen, og taget højde for, hvor meget meningsmålinger plejer at ramme forbi. Modellen er kalibreret således, at meningsmålinger rammer lige så skævt som i 2015 20% af gangene.

Vi skal nok komme tilbage med en mere præcis beskrivelse. Som en teaser til feinschmeckere, kan jeg afsløre at den indeholder t-fordelinger. Med otte frihedsgrader.

0 Shares