Flirter Alternativet med spærregrænsen?

Flirter Alternativet med spærregrænsen?

22. april 2019 0 Af kasperrisager

For en uge siden fik vi en meningsmåling fra Epinion for DR, hvor hovedhistorien var, at Alternativet flirtede med spærregrænsen. Det var fordi de fik 2,4% af stemmerne, og den statistiske usikkerhed var ±0,8%. Det kunne bringe Alternativet under 2% inden for den statistiske usikkerhed.

Spørgsmålet er selvfølgelig, om Alternativet skal være bange, eller være rigtig bange.

Spoiler: Don’t panic!

For det første, så er den statistiske usikkerhed rapporteret i målingerne typisk et 95% interval. Det vil sige at Alternativet med 95% sikkerhed ligger mellem 1,6% og 3,2%. Da de to retninger er lige sandsynlige er der altså kun 2,5% sandsynlighed for at Alternativet ligger omkring eller under 1,6%. Hvis man regner det i forhold til spærregrænsen er der ca. 15% sandsynlighed for, at de ligger under 2%.

Jeg ved ikke om det skulle gøre dem meget eller lidt bange, men der er en anden grund til, at jeg synes man skal slå koldt vand i blodet.

Som udgangspunkt er der lige så stor sandsynlighed for, at Alternativet får under 2,0% som over 2,8%, men der er andre grunde til at tro, at de skal ligge til den høje ende. Denne meningsmåling ligger nemlig lavt i forhold til de andre målinger vi har set, og det er i sig selv en indikation på at de 2,4% er lavt sat. Fra Ritzau Index mandag aften har vi støtten til Alternativet fra nogle af de seneste meningsmålinger:

Voxmeter
Ritzau
Greens
Børsen
Epinion
DR
Norstat
Altinget
Gallup
Berlingske
2,93,02,44,34,2

Grunden til at vi taler om denne måling, er jo lige netop at Alternativet ligger lavt, så det burde ikke være en overraskelse at Alternativet ligger lavt, vel? Ellers ville vi ikke have talt om det. Altinget kørte ikke en historie om Alternativet og spærregrænsen, for den var ikke særlig interessant.

Her er jeg gået tilbage til valgene i 2007, 2011 og 2015 og har plottet hvert partis dårligste meningsmåling dagen før valget versus valgresultatet. Som man kan se, er der en klar tendens til at man klarer sig bedre end sin dårligste meningsmåling. Alle partier kan jo ikke på én gang klare sig som sin dårligste måling; nogle af dem må klare sig bedre.

Hvis man i stedet ser på forholdet valgresultat/(dårligste måling) ser man klart tendensen.

I gennemsnit klarer partier sig 12% bedre end deres dårligste måling, og det værste der er sket for et parti er, at det har mistet 14% i forhold til sin dårligste måling (SF i 2015). For Alternativet ville det svare til, at de endte på 2,1%, altså lige over spærregrænsen.

Så ingen panik i forhold til spærregrænsen, men selvfølgelig lidt ydmyghed. Og så selvfølgelig en disclaimer: Som sædvanlig antager vi her på siden at valget er i morgen. Hvis meningsmålingerne bliver ved med at gå den dårlige vej, kan det selvfølgelig godt blive lidt for spændende for Alternativet.

I den kommende uge går vi i luften med vores sandsynlighedsbaserede model for valget. I kan allerede nu checke situationen ved at vælge menupunktet Dashboard, eller sammensætte et (sandsynligt) flertal ovre under menupunktet Udforsk.

0 Shares